Kulturhuset 1B samler børn, unge og familier til kreative aktiviteter og fællesskab i Silkeborg

Foto: Silkeborg kommune.
dato

Kulturhuset 1B i Silkeborg Kommune har haft en aktiv start på 2026 med mange deltagere, kreative aktiviteter for familier og unge samt planer om endnu flere initiativer resten af året.

Første halvdel af 2026 har været præget af høj aktivitet i Kulturhuset 1B. Siden årets begyndelse har huset haft 1.582 deltagere til arrangementer fordelt på 22 afholdte events, inklusive 948 besøgende til de populære familielørdage.

Familielørdagene har vist sig at samle familier fra hele Silkeborg Kommune. I løbet af 11 lørdage har knap 1.000 besøgende deltaget og arbejdet kreativt med blandt andet keramik, drømmefangere, lys og smykker. Huset byder både nye og tilbagevendende gæster velkommen til kreativ udfoldelse og fælles oplevelser.

Kulturhuset 1B tilbyder desuden forskellige kreative forløb til unge, blandt andet tufting, upcycling af tøj og keramik. Efterspørgslen er stor, og de udbudte hold er fuldt booket. Mange unge bruger også selv huset til at skabe egne fællesskaber. Silkeborg Kommune planlægger derfor at videreudvikle øverste etage, så den i endnu højere grad imødekommer de unges behov i tæt dialog med dem gennem workshops.

I 2026 blev Børnenes Kulturdag afholdt for 24. gang i Silkeborg Kommune, hvor kulturinstitutionerne åbnede dørene for gratis kulturoplevelser for børn og familier. Kulturhuset 1B koordinerede årets arrangement, der fortsat har potentiale for yderligere udvikling og synlighed. Begivenheden bidrager til at sikre lige adgang til kulturoplevelser for børn på tværs af kommunen.

Udover familielørdage bruges huset i hverdagene til aktiviteter for børn og unge i samarbejde med lokale aktører som skoler, dagtilbud, Den Kreative Skole, biblioteker og Ungdomsskolen. Foråret har blandt andet budt på keramik for dagplejebørn samt teaterworkshops og forestillinger for de ældste skoleelever.

Programmet for resten af 2026 er på plads med mange kommende aktiviteter. Blandt andet venter sommerferieaktiviteter i uge 27 og 31, børneprogram til Streetfoodfestivalen, deltagelse i Høgdals Markedsdag, samarbejde om aktiviteter på torvet sammen med Handel Silkeborg, samt samarbejde med Byens Hus i Them om børneindsatser. Derudover fortsættes udviklingen af ungeindsatsen og et nyt kreativt familieprogram til efteråret.

Silkeborg Kommune ser frem til et fortsat aktivt 2026 med mange muligheder for børn, unge og familier i kommunen.

https://silkeborg.dk/nyheder/kulturhuset-1b-flere-besoegende-staerke-faellesskaber-og-nye-initiativer-paa-vej

Kilde: Silkeborg Kommune