Silkeborg foreninger kan tjene støtte ved at samle affald og skabe renere natur

Foto: Silkeborg kommune.
dato

I Silkeborg Kommune sættes der nu ekstra fokus på Ren Natur, hvor foreninger kan deltage i affaldsindsamlinger og samtidig tjene støtte til klubkassen.

Affald i naturen skæmmer omgivelserne, skader miljøet og betyder spild af værdifulde ressourcer. Blandt de største syndere er cigaretskod, som ofte indeholder plastik og er det mest udbredte stykke affald i Danmark. Dette vil Silkeborg Kommune nu gøre en ekstra indsats for at ændre gennem deltagelse i Ren Natur.

Ren Natur er et koncept, som bygger på samarbejde mellem kommuner, virksomheder og frivillige med det formål at gøre Danmark renere og reducere mængden af henkastet affald. Fokus er både på at øge bevidstheden om problemet og at styrke det lokale fællesskab. Når foreninger deltager i affaldsindsamlinger, modtager de samtidig et økonomisk bidrag til klubkassen, hvilket skaber en win-win situation for både naturen, foreningslivet og lokalsamfundet.

I samarbejde med Ren Natur har Silkeborg Kommune udvalgt særlige indsamlingsruter i nærområdet. Foreninger, der ønsker at hjælpe miljøet og samtidig tjene 2.400 kr. i sponsorstøtte, har nu muligheden for at tilmelde sig årets indsamlinger.

I 2025 deltog 457 foreninger fra 58 kommuner i Ren Natur, og de samlede tilsammen over 12 tons affald på steder, der sjældent ellers bliver gjort rene. Ud over oprydningen skaber indsatsen også opmærksomhed om affaldsproblemet og har dermed en forebyggende effekt.

https://silkeborg.dk/nyheder/foreninger-inviteres-til-at-tjene-2400-kr-med-affaldsindsamlinger

Kilde: Silkeborg Kommune